"Forsvind, bliv væk.."

[Venom Black]

Klokken var 23:34 og natten havde sunket sig over landet. Alligevel lyste lygtepælene deres korte spotlys ud på gaden og fremviste en cirkel på den hårde beton. Det regnede svagt og takket været lyset, fra pælene, kunne man se hvordan dråberne dansede skævt til siden.
Der var ingen at ane hen ad den smalle gade og især ikke inde i gyderne. Men gemt inde i skyggerne af murerne, der gik paralelle og foruddannede en gyde, sad Eddie; gennemblødt og uigenkendelig Han sad lænet op ad muren, men i en krummet stilling. Han hvilede knæene næsten helt oppe i ansigtet, mens han holdte hænderne stramt mod sit hoved.
"Forsvind.. bliv væk.. forsvind," mumlede han gentagende gange, mens han sad og rokkede lidt frem og tilbage; folk ville betegne ham som sindsyg - hvis han ikke allerede var det?

[Spidergirl]

anna var ikke i sin dragt hun strejfede altid rundt om natten når hun ikke kunne sove hun gik bare rundt hun vidste det var dum ikke at have dragten på når hun nu havde hørt om de dersens skyggevæsener hun hørte noget fra en gyde og lænede sig op af en mur og lyttede på den anden side af hjørnet

[Venom Black]

Eddie hvilede stadig ansigtet mod sine knæ, mens han strammede sit greb om hans hoved. Han havde det elendigt; som om, at han blev ædt indefra. For ikke at fortælle om de tanker der raserede i hans tanker op til flere gange. Det var som om, at han var ved at blive kvalt i dem. Man kunne høre på hans stemme, at han havde grædt - hans stemme rystede tydeligt.
"Forsvind.." mumlede han svagt, hvorefter han lænte baghovedet mod muren og stirrede tomt ud i regnen. Han så næsten ud til at være død i 2 sekunder for derefter at leve op igen i et skræmmende anfald. Han skreg hæst, mens han vendte sig så hans skulder var mod muren, og hamrede en knytnæve ind i den, "Hvad vil du mig!? Hvorfor skal jeg skjules sådan?" råbte han, med en endnu mere rystende stemme.

[Spidergirl]

hun kiggede hurtigt frem fra sit skjul " er der noget galt " spurgte hun roligt at man sad i en gyde og talte med sig selv midt om natten var sjældent et godt tegn

[Venom Black]

Skikkelsen standsede straks og så hen imod Anna. Han kunne tydeligt ane hendes ansigtstræk, takket været gadelygternes korte baggrundslys, men han vidste, at han var for langt inde i skyggerne til, at hun kunne se ham. Han farede sammen og lænte sig hårdt ind imod væggen, "Hvad vil du?" spurgte han istedet uden at svare på hendes spørgsmål. Underligt, at der ville komme én person og spørge om det når man sad inde i en gyde, skjult i skyggerne,

[Spidergirl]

" hjem... men det lød somom der var noget galt " man kun godt høre at hun ikke var en person der var bange af sig hun kiggede stadig derind men kunne kun få øje på et svagt omrids af en der sad derinde

[Venom Black]

For første gang gav han en lyd fra sig, som mindede halvt om et grin og et støn, "Hvorfor bekymrer du dig om en fremmed?" spurgte han så, mens skikkelsen stadig blev siddende. Hans stemmes undertone var ligepludselig blevet mere hæst og det virkede som om, at den ikke længere havde en baggrund af rystelse eller nervøsitet; som om intet var hent.
"Måske var det meningen at ensomheden skulle tage sig af dem?" mumlede han og kort, da han så op på hende, lyste hans øjne tydeligt op som et reflekterende lys, inden han hurtigt igen skjulte dem i jorden.

[Spidergirl]

hun betragtede ham " det ved jeg ikke man har vel lov at bekymre sig om folk " sagde hun som hun betragtede ham som harmløs hun så stadig venligt på ham men dog med et hævet øjenbryn da hun hørte hans mumlen hun så ikke hans øjne

((er han symbiot))

[Venom Black]

(( ja ))

Han grinte pludseligt, mens han rejste sig op; takket være ved hjælp af muren som støtte, "Du er måske spiderman?" spurgte han, mens han grinede halvhjertet - hvis det havde været et normalt menneske, der stod i Annas sted, var de sikkert blevet skræmt så meget, at de havde brug for psykolog hjælp i flere år; men nu vidste han jo ikke selv, at Anna faktisk havde krafter.

[Spidergirl]

((ok))

hun fik et mindre chok men så ikke videre rystet ud " ligner jeg spiderman...? " grinte hun og betragted.. hva hun nu end skullekalde det væsen der stod der

[Venom Black]

"Så du synes spiderman er komisk?" spurgte han, mens han gik lidt hen imod hende. Hans øjne lyste svagt igen, som reflekterede de lys, og jo tættere han kom hen imod hende destro mere skulle man tro, at man så af ham; istedet blev han omringet af en slimet sort væske, der stille så ud til at kvæle ham - først op ad armene og videre op til hans nakke, hvorefter det sluttede sig om hans ansigt og endte med at snige sig ind i munden på ham og forsvinde ned af halsen.

[Spidergirl]

" hmmm tjaa alle laver jo fejl... men når du nu siger det så ja " hun rykkede sig ikke hun blev lidt kvalm da hun så det klistrede stads på ham men betragtede ham roligt uden et tegn på frygt

[Venom Black]

(( Kunne du ikke skrive lidt længere beskeder? Aner ikke hvad jeg skal svare til de korte ))

"Endnu mere komisk ville det være at se ham myrdet, ikke sandt?" sagde han, hvorefter han grinede. Det lød som om, at hans stemme flere gange knækkede i mørke toner for derefter at forholde sig i den mørke tone hele tiden. Hans tunge snoede sig langt udenfor hans mund og hans syleskarpe tænder fremviste sig imellemtiden. Hans øjne lyste tydeligt op og slimen, det havde sat sig ind til hans krop, så næsten ud til at kvæle ham.

[Spidergirl]

hun betragtede ham stadig roligt dog var hun mere vagtsom nu det her var ikke noget man så hver dag selvom man er i branchen " tjo hvorfor ikke alle har deres enterasser men hvis det er så hils " hun var lidt ligeglad med om han havde tænkt sig at myrde spiderman eller ej enhver der ikke kunne klare sigselv måtte lide og ham her så ud til at mene det alvorligt selvom han fik det til at lyde som en joke

((undskyld undskyld er bare lidt ude af træning, foresten jeg er forviiret lige nu er han eddie brok eller den store sorte monster dims ))

[Venom Black]

(( Det er helt iorden Gør ingenting - lige nu er han Venom, ja ))

Han grinte bare højt af hendes kommentar, selvom det grin ville få de fleste til at rejse nakkehar. Han lød sku ikke rigtig klog - mere psykisk nedlagt; som om, at han havde levet længe med det, som nu havde fortærret ham.
Venom stoppede foran hende og stirrede i hendes øjne, med hans eget selvlysende blik. Han havde et bredt smil, der virkede sindsygt, rundt om munden så hans knivskarpe tænder viste sig. Han skiftede med at knække nakken og den ubehagelige lyd gav kort genlyd gennem gydens mørke.